Start/Home Op/Up English

Arvesynden ....                       
Arvesynden .... Fysiske Byggestene Alexander / Selvhjælp

 

 

  asefase    

 

 

 

 

Med Arvesynden på Bagsædet..

-          skrevet til : Magasinet Skolen, september 2005

Af : Gitte Dollerup Fjordbo - ©

”Arvesynden” som en del af løsningen. Hvordan vi kan hente hjælp i filosofien og den nyeste hjerne-forskning, når vi skal hjælpe børn med kommunikations- og/ eller indlæringsvanskeligheder.  

Et af de vigtigste ord i mit liv er og har altid været ”hvorfor?” – Jeg oplever at være evigt søgende efter mere `mening´, mere forståelse af mig selv og mine med-mennesker og hvorfor vi er som vi er og gør som vi gør?!? Min egen professionelle vej spænder fra en akademiske uddannelse (cand.mag. i audiologopædi og Alexander teknik) og over i det mere komplimentære : lærer i Alexander teknik, Neurologisk udviklings konsulent, Counsellor indenfor Spirituel Psykologi og lige nu er jeg ved at færdiggøre en uddannelse som chok og traume-terapeut indenfor Somatic Experiencing-metoden. En anden vigtig facet af min uddannelse har været re-habilitering af mig selv (fysisk såvel som psykisk) efter en voldsom trafik-ulykke for 25 år siden. Dét har været en fantastisk anledning til at afprøve på mig selv alt, hvad jeg arbejder med i dag.

Arvesynden

Der står i Bibelen, at ”fædrenes synder nedarves i børnene i 7 generationer”. – Nu er jeg af den overbevisning, at det der står i Biblen ikke skal tages bogstaveligt; men i stedet er en fantastisk samling mytologiske fortællinger, som vi kan lære meget af. Jeg må også nok lige pointere, at en myte for mig ikke er en `løgn-historie´, men derimod en `sjæls-historie´. En fortælling om essentielle ting og emner i vores liv og den er evigt gyldig. – Det er sådan, at jeg læser om Arvesynden og jeg vil i denne lille artikel søge at redegøre for en del af min forståelse af denne mytologiske sætning.

Lad os starte med at kigge på ordet `arvesynd´. Ordet består af to dele `arv´ og  `synd´.  Lad os starte med `synd´. Det ord kommer oprindeligt fra det gamle Grækenland og fra bueskydningens kunst – og det betyder `at ramme ved siden af pletten´.. og hvad gør man så? Man ta’r sin pil og prøver igen! Men gennem de sidste mange hundrede år har den kirkelige kristendom nærmest levet af at fortælle os noget andet! Nemlig at synd er skam, tabu, bør gemmes af vejen…. Vi kan dog ifølge kirken købe os fri af vores synd ved at betale en eller anden form for aflad… - og det har kirken levet godt af gennem mange hundrede år.

Og så til `arven´. - Mon ikke vi alle har erfaret, at vi har arvet af det bedste og det værste fra begge vore forældre? Eller set fra den anden vinkel; at vi giver videre af det bedste og det værste af os selv til vore børn. - Det er i dag almindelig kendt og accepteret, at mor og barn i hele fosterperioden er et og samme blodsystem, nervesystem og i det hele taget fungerer som én organisme. Hvad de fleste i min erfaring ikke tænker over, ja, måske ikke engang er klar over, er at det lille foster er en `svamp´ i forhold til mor. Fosterets stofskifte er 7!! gange hurtigere end mors; ja, man kan sige at fosteret oplever alt, hvad mor oplever, men bare 7 gange så intenst! – Og den anden side af det, er at samtidig med, at fosteret oplever mere intenst, så har det slet ikke det `filter´ som mor har. Den del af vores nervesystem som skal passe på os i farefulde situationer – det sympatiske nervesystem – begynder først at fungere, når barnet er omkring 3 måneder gammel.. altså efter fødslen! – Det er en af grundene til, at baby er udstyret med så mange veludviklede `alarm-systemer´, som har til formål at tilkalde hjælp i alle de situationer, hvor barnets nervesystem oplever, at der er fare på færde. Vi har alle oplevet, hvordan et spædbarn kan skrige huset ned – uden at blive hæs! Og én ting er sikkert; det påkalder sig opmærksomhed!

Stress, hormoner og hjerne-udvikling

At mor og foster er en og samme organisme i hele graviditets-perioden, betyder for eksempel, at når mor er stresset, så kører fosterets binyrer og stress-hormoner også på højtryk. Det er måske umiddelbart godt for mor.. – hun har fået et lille `batteri´ indlagt, som hun benytter sig af. Men for barnet er det ikke godt, fordi barnets binyrer er slet ikke gearet til at håndtere et sådant niveau af stress. Det der sker, er at barnets binyrer støtter mors binyrer og bliver dermed stressede allerede før barnet bliver født. Resultatet kan blive, at barnet fødes i en tilstand af reduceret binyrer-funktion og udvise symptomer på hypo-adrenia eller for lav funktion af binyrerne. Disse symptomer kan variere, men to almindelige symptomer er allergi og gentagne infektioner. – Og for en stresset mors vedkommende kan det være alvorligt pludselig i fødslen at miste støtten fra barnets binyrer. Mor kan opleve en akut tilstand af binyre-udmattelse, hvilket kan være grundlaget for en fødsels-depression eller endog en fødsels–psykose.

Vi ved i dag, at et forhøjet adrenalin- , cortisol-  (begge stress-hormoner) og / eller testosteron-spegl (mandligt kønshormon, der forøges i forbindelse med stress) bevirker ændringer i hjernens udvikling. Hvilke ændringer afhænger af tidspunktet i udviklingsprocessen. Et ubalanceret testosteron-spegl kan resultere i et dårligt fungerende immun system, ligesom det kan forstyrre udviklingen af thymus-kirtlen, der har stor betydning for immun systemets funktion. Endvidere kan det betyde, at udviklingen af venstre hjernehalvdel forstyrres. – På indlæringsfronten så nogle amerikanske forskere allerede i begyndelsen af 1980’erne en sammenhæng mellem venstre-håndethed, immun-forstyrrelser og ordblindhed. De relaterede disse sammenhænge til et fosterliv præget af forhøjet testosteron-påvirkning. - I litteraturen kan man både finde forskning, der har fundet en sådan sammenhæng og forskning, der ikke har fundet en. – På Harvard fandt man, at en øget påvirkning af testosteron i foster-perioden er relateret til udviklingsmæssige forandringer:  testosteron er kendt for at bremse modnings-processen i venstre hjernehalvdel. Det betyder, at højre halvdel får lov til at vokse sig relativt større end venstre. Det flytter den foretrukne hånd til højre hjernehalvdel og dermed venstre hånd. - Det betyder ikke, at alle er venstrehåndede af denne grund har sproglige vanskeligheder. Man kan ikke slutte baglæns! – I sproglig sammenhæng sker der en vigtig ændring af det område, der hedder Planum Temporale. Det er et område, der menes at være af fundamental betydning for lyd-delen af evnen til at sammenkoble lingvistisk lyd og skrevet symbol. Planum Temporale skal ideelt set udvikles asymmetrisk, så det er størst i venstre side. Men ved øget testosteron påvirkning vil denne asymmetri reduceres, ja, den kan endog vendes om, så højre side bliver størst. Eksempelvis fandt Norman Gerschwind på Harvard Universitet, at større hjerne-symmetri hang sammen med en række neurologiske udviklings-forstyrrelser; f.eks. ordblindhed, hyperaktivitet, stammen og andre indlærings-vanskeligheder. – Og i tråd med dette fandt den danske neurolog, Mogens Dalby, i et lille studie, at ordblinde havde en signifikant mindre venstre hjernehalvdel end normale læsere. Samtidig fandt han en tendens til en relativt større højre hjernehalvdel hos ordblinde. (Og igen skal vi huske.. at man ikke bare kan slutte baglæns; at en større højre hjernehalvdel er lig med ordblindhed..).

Herhjemme har Kjeld Johansen fra Bornholm i mange år beskæftiget sig med sammenhængen mellem netop venstre-håndethed, immun forstyrrelse og ordblindhed. Johansen udvidede lateraliteten til at omfatte både hænder, fødder, øjne og ører. I 1988 udførte han et kontrolleret studie af personer med ”signifikante læse og stave vanskeligheder”. Resultaterne af dette studie var, at ”ordblindhed er associeret med venstre-sidet auditiv lateralitet, mere end med venstre håndethed, venstre fodethed eller venstre øjethed.”

Konkluderende kan det siges, at et foster som har levet et stresset liv, vil udvikle et nervesystem, der er præget af dette stress. Det vil sige, at barnets nervesystem på en eller anden måde skal kompensere for denne prægning – og det betyder ikke nødvendigvis at barnet får problemer; men at det skal bruge kræfter og energi på at balancere sit nervesystem. En energi som ellers ville være til rådighed til at være kreativ med, hvis der var balance i barnets nervesystem.

Baby-reflekser, stress og chok /traumer..

Stress i den tidlige udvikling kan således forårsage mange ting.. – Det vil have en indvirkning på udviklingen af baby reflekserne, som har deres storheds-periode i fosterlivet og de første 12-18 levemåneder. Eksempler på disse reflekser er: søge- og suttereflekserne, Moro-refleksen (eller ”baby-alarmen”), de toniske hals-reflekser. Disse reflekser er u-reflekterede, hvilket vil sige, at man ikke kan kontrollere dem med sin vilje. De har alle flere funktioner : a) at træne sammenhænge mellem nerve- og muskelsystem, - b) at sikre overlevelse, - c) at skabe mulighed for forskellige funktioner; f.eks. at hjælpe til i fødselssituationen, at træne øje-hånd-koordination, at gøre det muligt at rulle, krybe og kravle og senere at gå, - d) at bygge bro mellem den fysiske, den følelsesmæssige og den mentale del af barnets beredskab; eksempelvis erfaringen ”kommer der nogen og hjælper mig, når jeg skriger huset ned?” ”Trøster de mig eller skælder de mig ud?” – Når fosteret lever et stresset liv, så vil udviklingen af baby-reflekserne blive påvirket / forstyrret i en eller anden grad. En forstyrrelse som vi som mennesker naturligvis er udstyret til at kompensere for i nogen grad, men al kompensation koster både nerve- og opmærksomhedsmæssig energi!

Chok / traumer kan defineres på mange måder, afhængig af det perspektiv man ønsker at anlægge på det. Hvis man betragter sådanne oplevelser fra nervesystemets synsvinkel, kan man sige at : et givent nervesystem oplever en stimulus som traumatiserende, når den er for meget, for tidlig og /eller for hurtig i forhold til nervesystemets modenhedsgrad. Disse grænser bestemmes af det enkelte nervesystems `resiliency´ eller `elasticitet´, `evne til at rumme og stå imod´. – Nervesystemet reagerer ved at gå i overlevelses-modus.

Dette reaktionsmønster grundlægges allerede i det første trimester af vores fosterliv og danner grundlaget for vores stress-beredskab for resten af livet. Beredskabet grundlægges ved, at hjernen udløser de første to baby-reflekser (frysnings-refleksen og Moro-refleksen). – Der er altså en nøje sammenhæng mellem nervesystemets reaktioner på chok /traumer, overlevelses-modus og stress.

Man kan definere forskellen på chok og traumer således: et `chok´ er en pludselig, akut oplevelse, som nervesystemet tolker som `livstruende´ (uden at det reelt behøver at være det). – Ved et `traume´ er den udløsende oplevelse af længere varighed end ved et chok og kan samtidig siges at være effekten af et chok. - Nervesystemets reaktionsmåde er den samme i begge tilfælde.

Chok, traumer og kriser er høj-stress situationer for personens nervesystem, uanset hvornår i livet det opleves. Den naturlige reaktion i sådanne høj-stress situationer er så, at nervesystemet går i overlevelses-modus. Samtidig med at det går i overlevelses-modus, lukkes der af til mange af de højere og reflekterende (kognitive) dele af hjernen. – Det er netop disse højere dele af hjernen, der er mest aktive, når vi læser, staver og lærer nye ting.

Overlevelses-modus er passende i akutte situationer, men upassende når `truslen /faren´ er drevet over. Problemet er så, at for at kunne åbne igen til de nedlukkede højere dele af hjernen, kræves det, at kroppen og nervesystemet får mulighed for at skabe et nyt niveau af mening og dermed integrere den voldsomme oplevelse. Man kan sige, at `alarmen´ skal afmeldes i nervesystemet. Sker dette ikke, vil personen ikke kunne føle sig i sikkerhed, men vil i stedet fungere i overlevelses-modus hele tiden. Da mennesker er skabt til at tilpasse sig, sker der naturligvis en vis tilpasning eller kompensation. Men al kompensation koster blandt andet nervemæssig, opmærksomhedsmæssig og muskulær energi og personens stress-tærskel vil generelt være sænket.

Indenfor forskningen omkring både stress og chok /traumer er symptombilledet mangeartet og favner begge ender af et ubalanceret og overbelastet nervesystems reaktions-spektrum : depression, udbrændthed, angst etc. (overvægt af det para-sympatiske, vegetative nervesystems reaktioner – ”bremsen”) i den ene ende og aggression, vold og sammenbrud (overvægt af det sympatiske, udadvendte aktivitets nervesystems reaktioner – ”speederen”) i den anden. Ind i mellem ligger problemer med koncentration, hukommelse, indlæring, kommunikation etc..

Nervesystemer taler sammen..

Det stressede foster vil fødes med mindre modstandskraft i stress-situationer, fordi dets nervesystem i udviklingen har fået `lavere til loftet´, mindre elasticitet. I modsætning til det foster, som har levet et afbalanceret liv i harmoni med dets kapacitet; hvilket vil sige, at det ikke er blevet udsat for mere end det kan håndtere.

Niels Bohr kommenterede, hvor meget vi påvirker hinanden. Han sagde det sådan (i min omskrivning) : ”hvis man splitter et atom og placerer en del på Jorden og den anden del i den anden ende af solsystemet; så vil de stadig kommunikere med hinanden.” – Indenfor professioner der arbejder terapeutisk med nervesystemets reaktioner i chok, traumer og kriser taler vi om, at `nervesystemer taler med hinanden´ - og vi mener det helt generelt. Vi påvirker alle hinanden; men det er klart, at mor-barn relationen ligner Bohrs `splittede atom´ mere end de fleste andre relationer vi kommer ud for i livet.

Den gode fødsel

Der er i tiden en hel del debat om `den gode fødsel´ og det er meget positivt. Sagen er bare, at det er `den gode fødsel set fra mors vinkel´, der altid tales om. Om kvindens ret til `en smertefri fødsel´ eksempelvis. Om naturlig fødsel overfor kejsersnit. Igen set fra kvindens perspektiv. – Hvad med barnets perspektiv?! – Jeg har stadig til gode at høre diskussionen handle om; hvad betyder et kejsersnit for barnet? Hvad betyder en epi-dural (rygmarvs) bedøvelse af mor for barnets oplevelse af fødslen? Hvilke stadier i sin udvikling kommer barnet til at mangle, når det `tages ud´ ved kejsersnit i modsætning til den `naturlige vej´ gennem fødselskanalen? – Set fra baby-refleksernes vinkel er fødslen eksempelvis den første anledning for barnet til aktivt at bryde ud af den stilling (fosterstillingen..), det har ligget i igennem 9 måneder. Og selve passagen ned gennem fødselskanalen aktiverer andre baby-reflekser og har betydning for livet udenfor.…

Den gode nyhed

Den gode nyhed og dér hvor vi kan læne os op ad den oprindelige betydning af begrebet `arve-synd´ - er dér, hvor vi får mulighed for at `trække pilen ud igen´. –  Det kan lade sig gøre at rette op på de ubalancer, vi eller vore børn måtte ha’ udviklet i helt tidligt i livet. – Hjernen og nervesystemet er meget plastisk og vil omgående respondere på stimulation eller mangel på samme…! – Det er muligt at give nervesystemet nye chancer for at justere det `neurale ur´, så det kan komme til at fungere mere alderssvarende og mindre energikrævende. Vi har metoder til at stimulere både ører / hørelse, øjne /syn, hele kroppen / det neuro-motoriske apparat. Ligesom vi har metoder til at hjælpe nervesystemet videre, det hvor det måtte være blevet låst fast i chok-, traume- eller forhøjet stress-beredskab. – Indsatsen kræver ofte et tæt tværfagligt samarbejde mellem forskellige kombinationer af : lyd-terapeuter, optometrister, kiropraktorer, chok/ traume-terapeuter, kranio-sacral terapeuter, neurologiske udviklings-konsulenter, krops-psyko-terapeuter, Alexander-lærere.. for at nævne nogle af mit netværk.

I min praksis benytter jeg altid forældre-barn relationen som den primære vej. Jeg starter med at afdække mange forskellige aspekter af denne relation.. Det handler ikke om, at mor eller far skal påtage sig `skylden´ for barnets problemer, men derimod se, at de har mulighed for at være en del af løsningen, for at hjælpe barnet. – Og eftersom vi hænger sammen.. så vil alt hvad mor og /eller far gør for selv at få det bedre, være en hjælp for barnet..  Når vi `trækker pilen ud´ for os selv, så giver vi samtidig vore børn mulighed for at trække deres pile ud.. – Jeg vil altid meget gerne arbejde med hele familien og bliver meget glad, når jeg bliver kontaktet af forældre, der fortæller, at de er klar over, at de selv har en rem af samme hud som barnet og spørger om jeg også kan hjælpe dem? – Og mit svar er; ”det er aldrig for sent! Når motivationen er der, så kan der ske store ting!”

Hva’ med mere undervisning?!

Ovenstående perspektiv er også en kommentar til, hvorfor nogle børn ikke bliver bedre til at læse, stave eller indlære, selvom man giver dem mere undervisning i det. Hvis ikke de har `apparatet´ til at modtage eller dette apparat er fuldtids-beskæftiget med overlevelse, så vil den mere undervisning blot igen opleves af barnets nervesystem som for meget, for tidligt og for hurtigt og hjernen forstærker sin stress-reaktion ved at øge stress-beredskabet og aktivere krybdyrhjernen mere. Der handler det om overlevelse og derfra kan vi ikke lære at læse og stave…  

Referencer:

Gitte Dollerup Fjordbo : “On the Development of Habit – from the viewpoint of the Alexander Technique and early neuromotor patterns of development.” – Speciale i Alexanderteknikken som bifag ved Kbh.’s Universitet, 1992. – Genudgivet 2007.  

Gitte Dollerup Fjordbo : “Why we have to crawl… On Human Development; motor and communicative skills – aberrations and inter-connections” – Hovedfags-speciale ved Audiologopædi-studiet, Kbh.’s Universitet, 1995.

 
 

asefase

 

 

 

Send en e-mail til gitte@more-dimensions.dk med spørgsmål til eller kommentarer om denne hjemmeside .  - Last update: 11/09/07