Start/Home Op/Up English

Fysiske Byggestene                       
Arvesynden .... Fysiske Byggestene Alexander / Selvhjælp

 

 

  asefase    

 

 

 

 

Tidlige reflekser – livets fysiske byggestene…

 Af Gitte Dollerup Fjordbo ©

 -         trykt i tidsskriftet Grundmotorik i efteråret 2006

Ubalancer

Meget skal koordineres i et menneskes udvikling. Det er forunderligt, at det så ofte går godt. Vores tidlige neuro-motoriske udvikling er fundamentet for motoriske færdigheder, social adfærd og kommunikativ formåen senere i livet. Det er som at bygge et hus; hvis piloteringen er dårlig, så vil huset revne og falde fra hinanden, når det bliver brugt /påvirket. Ubalancer opstået i den tidlige udvikling, kan betyde vanske­ligheder i barnets (eller den voksnes) kropslige /fysiske adfærd og i udviklingen af nervesystemet, som ikke bliver alderssvarende modnet. Mange af os har små “umodenheder” i vores nervesystem uden at vide det.

 Man kan i en persons adfærd “læse” meget om forløbet af den tidlige neuro-motori­ske udvikling. Mange børn og voksne formår ved hjælp af deres gode begavelse at kompensere for ubalancer i nervesystemet. Men dette koster store mængder energi. Følgerne heraf kan ses som f.eks. dårligt fungerende immunsystem (f.eks. mellemøre-be­tændelse, astma, allergier, osv.), koncentrations- og hukommelses-problemer, vanskeligheder med læsning, stavning, skrivning, hyperaktivitet og adfærds-vanske­ligheder.

Hvad kan der gøres? - Forebyggelse og /eller Rehabilitering

Heldigvis kan man både forebygge og om nødvendigt rette op på sådanne “umoden­heder” og senere i livet hjælpe nervesystemet til at modnes. Det er aldrig for sent!

Jeg selv var så ”heldig”, at jeg som 18-årig var ude for en meget alvorlig trafik-ulykke med 2 års umiddelbar genoptræning og derefter en livslang arbejdsproces med at raffinere min brug af den krop, jeg fik lov at beholde tilbage i 1980. Min egen rehabilitering har været min uddannelsesmæssige ledetråd i alle de mellemliggende år. Det betyder, at jeg på min egen krop har afprøvet de metoder og teorier, som ligger til grund for det der her følger.

Jeg har studeret og beskæftiget mig personligt og professionelt med de tidlige reflekser eller baby-reflekserne siden 1990. De blev omdrejnings-punktet for mine 2 universitets-specialer (både bifag og hovedfag ved Kbh.s universitet). Jeg har Alexander Teknik (AT) som bifag og Audiologopædi som hovedfag.  I mit arbejde med Alexander Teknikken blev min nysgerrighed vakt, når kolleger talte om ”elever, der ikke kunne undervises”; hvor deres krop enten ikke syntes at kunne tage undervisningen ind, eller ikke syntes at kunne holde på de opnåede forandringer til de var ude ad døren igen. Jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at folk kom frivilligt og selv betalte for undervisning, som de ikke var villige til at tage imod. Derfor brugte jeg mit speciale til at se på, hvad ubalancer, opstået i udviklingen af det tidlige neuro-motoriske system, betyder for udviklingen af vores vanemæssige mønstre (fysiske såvel som psykiske) og generelt for vore muligheder for at udvikle en ”god krops-økonomi”.

Og i forhold til Audiologopædien videreførte jeg den samme tankerække; hvilken indflydelse har neuro-motoriske ubalancer opstået i den tidlige udvikling på vore henholdsvis motoriske og kommunikative færdigheder – eller med andre ord : hvorfor er det vigtigt, at vi kan krybe og kravle, før vi kan ikke bare gå, men også tale, læse og skrive..?

I forbindelse med mit Alexander-speciale udviklede jeg en ny tilgang til de principper, som Alexander Teknikken er baseret på, idet jeg inddrog min viden om udviklingen af det tidlige neuro-motoriske system. Jeg uddannede mig i 1990-91 til Neurologisk Udviklings Konsulent i England og arbejdede som Udviklings og Kommunikations-konsulent i en del år med både børn og voksne. I de første år var dette arbejde ret klinisk baseret; jeg lavede mange motoriske tests og meget anamnestisk arbejde og det var ret omfattende, trættende for alle og økonomisk bekosteligt. Efterhånden opdagede jeg, at jeg faktisk stort set altid kunne se :  a) fra starten; at den sygehistorie og det symptom-billede jeg fik præsenteret og måske nogle få tests (jeg som oftest lavede for klientens skyld for at anskueliggøre, hvad jeg så), kunne vise mig det samme, som det store test-apparat fortalte mig – og b) i de efterfølgende sessioner, kunne jeg se, hvor personen var nået til i udviklingen af sit neuro-motoriske apparat og var det tydeligt, hvad der var det næste skridt. Jeg behøvede blot at bede min klient, om at vise mig, de ting de havde lavet siden sidst. – Det var givet Alexander-læreren i mig, der havde disse færdigheder. Og selv om mit arbejde på denne måde blev svært at lave videnskab på, så valgte jeg den model, der var bedst for mine klienter.

Jeg kigger altid efter Kvaliteten af bevægelsen og det er den jeg går frem efter.. – og personens almene status og adfærd gav mig vigtige pejlemærker for det videre forløb. Det blev meget tydeligt for mig, at overstimulation af nervesystemet kun fører til ubehag og i bedste fald ingen fremgang. Det er min opgave at hjælpe min klient med at gå så langt det er muligt, når nervesystemet stadig skal kunne integrere vores arbejde; men ikke at gå over stregen!  

I 1996 kom jeg i kontakt med en måde at arbejde med chok og traumer på, der hedder Somatic Experiencing. Det er en krops-psyko-terapeutisk arbejdsmetode, hvor man arbejder med at forløse chok og traumer i nervesystemet. Denne metode harmonerede fuldstændig med både mit Alexander-arbejde og mit refleks-arbejde, den var et kær-komment supplement og endnu en facet i mit fortsatte arbejde med mit eget chok/ traume-arbejde efter min gamle trafik-ulykke. Jeg uddannede mig som Somatic Experiencing Practitioner og fungerer i dag som assistent på denne uddannelse i Danmark og USA.

De tidlige reflekser

Det tidlige liv er i den grad Livets Fundament! – Med ”det tidlige liv” mener jeg tiden fra undfangelsen til barnet er ca. 1½ år. I denne periode udvikles og modnes barnets nervesystem og dets muskelsystem og i det hele taget udvikles disse to systemers indbyrdes samarbejde. Udviklingen foregår i et samspil mellem nervesystemet og udefrakommende påvirkninger eller udfordringer. Et fosters og et spædbarns nerve-system er designet til at håndtere udfordringer af bestemte slags og der er grænser for, hvor meget det kan klare uden at påvirkes negativt. – Et nervesystem der har måttet håndtere mere end det var designet til i denne første formative periode udvikler en eller anden grad af  Forsinket Neurologisk Udvikling.

Når jeg taler om en Forsinket Neurologisk Udvikling, så taler altså jeg om, at noget i barnets nervesystem er kommet i ubalance i den helt tidlige udvikling og dermed er der opstået en forsinkelse. - Ubalancen er opstået i centralnervesystemet og i dets samarbejde med muskelsystemet. Det vil sige nerver og muskler og deres indbyrdes samarbejde. Man kunne sige, at ”det neurale ur” er blevet stillet forkert fra starten og man kan derfor ikke regne med det.

Det tidlige liv er fundamentet for alt senere i livet. De tidlige reflekser er de byggestene, som nervesystemet bruger til at udvikle og ”fin-tune” hele vores sanse-apparat – og det vil bl.a. sige alle vore fysiske sanser (syn, hørelse, smags, lugte, berørings og muskelsansen (ligevægts, led- og muskelsansen). Med andre ord; vores sanse-apparat udvikles på basis af, hvordan vores tidlige reflekser fungerer. Reflekserne har alle flere funktioner : a) at træne sammenhænge mellem nerve- og muskelsystem, - b) at sikre overlevelse, - c) at skabe mulighed for forskellige funktioner; f.eks. at hjælpe til i fødselssituationen, at træne øje-hånd-koordination, at gøre det muligt at rulle, krybe og kravle og senere at gå, - d) at bygge bro mellem den fysiske, den følelsesmæssige og den mentale del af barnets beredskab; eksempelvis erfaringen ”kommer der nogen og hjælper mig, når jeg skriger huset ned?” ”Trøster de mig eller skælder de mig ud?”

Man kunne illustrere menneskelig udvikling og menneskeligt potentiale som en flod; en Livs-flod. Floden symboliserer på den ene side det Liv der systematisk udfolder og udvikler sig og på den anden side symboliserer den det samspil med omgivelserne, der er nødvendigt for at et menneske kan udvikles bedst muligt.

Floden udspringer  på undfangelsestidspunktet. I den første del af sit forløb, svarende til det tidlige liv, udvider floden og dermed det fysiske menneskes potentiale sig. På vandets vej i flodsengen møder det forskellige forhindringer eller udfordringer, der ligger f.eks. sten, som vandet skal finde vej udenom. Disse forhindringer symboliserer det nødvendige samspil med opgivelserne. Det naturlige forhold mellem vandet og stenene er, at vandet vil løbe hen til stenen og der danne to modsatrettede spiraler på hver side af stenen, hvorefter vandet finder sammen igen på en ny måde og løber videre. Spiralernes størrelse afhænger af stenens størrelse. Jo større sten, jo større spiraler. I et menneskeliv kan vi sammenligne spiralerne med udviklingsmæssige udfordringer eller milepæle, som vi alle skal passere for at gennemløbe en normal udvikling. Disse udviklingsmæssige udfordringer ”forstyrrer” nervesystemets funktion. Det får anledning til at lære noget nyt og organisere sig på en ny måde i forhold til de nye færdigheder. Eksempler på sådanne udfordringer eller milepæle efter fødslen (som i sig selv er en sådan milepæl!) kunne være : barnet skal lære at trille fra ryggen om på maven, det skal lære at krybe på maven og senere stå på alle 4 og siden at kravle….

Baby-reflekserne er nogen vi alle har haft i vores tidlige udvikling. Faktisk har vi dem stadig som voksne; da skulle de bare ideelt set være blevet hæmmet eller kontrolleret af en højere del af hjernen (cortex). De udløses i Krybdyrhjernen og der er en bestemt sekvens de udløses i – den ene efter den anden. Fælles for dem alle er : at de udløses automatisk i den ældste og tidligst udviklede del af hjernen.

Man kan dele hjernen op på mange måder og jeg kan godt lide en tre-deling for overskuelighedens skyld :

   Den ældste del : Krybdyr-hjernen : Hvis vi tænker på en krokodille, så fungerer den ganske automatisk. Hvis der kommer mad forbi, så lukker den munden op og den har hverken følelser eller tanker i forhold til det den spiser. Det handler om Overlevelse i denne del af hjernen! – også for menneskets vedkommende.  

   Den mellemste del : Pattedyrs-hjernen : Hvis vi tænker på vores husdyr, katte og hunde, så ved vi, at de har følelser; kan være glade, kede af det, sure…  Det er også i menneskets hjerne her i denne del følelserne bor eller man kan sige, at det er her der sættes farve på vore følelser.

   Den nyeste del : Menneske-hjernen : det er her vores tankevirksomhed foregår; man kan sige, at det er denne del, der gør os til mennesker.                                     

Vi kan illustrere en refleks’s liv ved hjælp af en kurve : krybdyrhjernen starter med at udløse en refleks og refleksens kraft stiger. Det er refleksen, der bestemmer muskelspændingen i kroppen. Et eksempel kan være : den asymmetriske toniske halsrefleks, der fungerer på den måde, at hvis hovedet drejes, så strækkes den ene sides arm og ben  og den anden side bøjes. Hvis refleksen får lov til at gøre sit arbejde på det rette tidspunkt, så vil den nå et toppunkt og derefter vil menneske-hjernen begynde at kontrollere eller hæmme refleksen. Denne kontrol betyder, at hovedet kan drejes, uden at det påvirker muskelspændingen i kroppen. Selv om en refleks hæmmes helt, så ligger refleksen stadig nedenunder og danner fundamentet for senere bevægel-ser og for de senere voksen-reflekser (f.eks . holdnings-reflekser, hoved-retnings reflekser.).

Hvis hæmnings-processen af en eller anden grund ikke fuldføres, så vil refleksen stadig blive udløst i nogen grad og dermed forstyrre muskelspændingen i kroppen. Hvis for eksempel den asymmetriske toniske halsrefleks ikke bliver hæmmet helt, så vil den fra krybdyrhjernen blandt andet give besked til bøjemuskulaturen i personens ene arm og samme sides ben om at trække sig sammen, hver gang personen drejer hovedet. Det ér ikke særlig hensigtsmæssigt, at arm og ben drejer med hver gang hovedet drejer; så samtidig går der besked fra menneskehjernen til strække-muskulaturen i samme arm og ben om at trække sig tilsvarende meget sammen. På denne måde forbliver armen i ro udenpå, men indeni spænder musklerne på begge sider til ingen verdens nytte! Sagt på en anden måde, så skal personen bruge 100 % nervemæssig energi til at bøje og 100 % nervemæssig energi til at strække. Det vil sige, at det kræver 200 % mere nervemæssig energi, hvis refleksen stadig er der, end hvis den er blevet hæmmet og kontrollen foregår direkte fra menneskehjerne til krybdyrhjerne. Det kan man godt blive træt af og det påvirker ens balance og ens bevægelser bliver let lidt mere kluntede, fordi man spænder mere end man ideelt set behøvede.

Alle baby-reflekserne fungerer på den måde, at bestemte aktiviteter og påvirkninger udløser bestemte ”svar-aktiviteter”. Nogle af reflekserne udløses, når hovedet drejes, andre kan udløses af alle sanser og mange af dem involverer hele kroppen i den aktivitet der udløses. De er u-reflekterede, hvilket vil sige, at man ikke kan kontrollere dem med sin vilje. - Groft sagt kan man sige, at der er 2 spor:

   1) De reflekser der danner grundlaget for vores senere stress-beredskab (Frysnings-refleksen og Moro refleksen). Disse refleksers funktion hænger tæt sammen med balancesystemet i det indre øre og et samarbejde mellem øje og øre. Derudover har de en kemisk side, idet de, når de aktiveres, udløser stresshormoner (adrenalin og cortisol) og dermed involveres personens binyrer. Hvis de tidlige stress-reflekser i deres udviklingsforløb kommer ud for noget, der forstyrrer hæmningsprocessen, så kan det have effekt i forhold til på den ene side personens aktivitetsniveau; man bliver rastløs, overaktiv eller hyperaktiv. På den anden side kan det have effekt i forhold til personens sensitivitet; man bliver hyper-sensitiv, hvilket kan ses som for eksempel astma og allergi.

   2) Det andet spor har kort fortalt mere at gøre med funktion (f. eks. de toniske hals-reflekser) og med personens bevægeapparat. Det er dog ikke kun funktionen af bevægelser i kroppen; det er jo livets fundament, vi har med at gøre! – Disse reflekser har også indvirkning på f.eks. udviklingen af synet og i særdeleshed sam-synet.

Hvis disse tidlige reflekser forstyrres og der opstår en eller anden grad af Forsinket Neurologisk Udvikling, så er vi som mennesker udstyret med en evne til at kompensere. Og det gør vi i stor stil. Det er faktisk betingelserne for de fleste af os.  MEN der er en pris at betale for kompensation. Det koster nervemæssig energi, det koster ”strøm”! – Hvis der er en del af én refleks tilbage, så vil det ofte betyde, at der er flere refleksrester; eftersom en forstyrrelse af én refleks vil påvirke alle de reflekser der kommer efter den i udvikling! Også graden af refleksrest er af betydning for den mængde af kompensation, som nervesystemet skal klare. Hvis der er en samling af reflekser af en vis styrke, så kan arbejdet med at kompensere blive så stort for nervesystemet, at der ikke bliver overskud til at forholde sig til omgivelserne og for eksempel en indlærings-situation kan blive meget påvirket af dette.

Nu er det sådan, at vi i vort tidlige liv nemt kan komme ud for oplevelser, der er for overvældende for vores ufærdige nervesystem. Det kan være reelt livstruende oplevelser eller noget vores nervesystem tolker som livstruende. – En sådan oplevelse kan vi illustrere som et ”lynnedslag” i vores Livs-flod.  Hvis vi forestiller os et lyn, der slår ned i bredden af floden; så vil der komme en lækage og vandet vil begynde at løbe ud af flodsengen. Dette vand vil gøre, som det vand der møder stenene; det vil danne en spiral. Spiralen vil være stor eller lille afhængig af lækagens størrelse. Denne spiral har ligesom spiralerne ved stenene en modsatrettet spiral. Der er bare det ved det, at den modsatrettede spiral her kun eksisterer som et potentiale. Det har betydning for mindst 4 ting :

1)      vandet vil på grund af hullet blive suget ud af floden som vandet i et badekar og er derfor ikke længere anvendeligt for personen

2)    kraften i den sugende spiral vil gøre, at personen trækkes ned i traume-energien og dermed re-traumatiseres igen og igen

3)    de to modsatrettede spiraler får ikke mulighed for at mødes på den anden side af udfordringen. Nervesystemet får ikke anledning til at lære af oplevelsen og organisere sig på en ny måde.

4)    vandstanden i floden vil påvirkes af en sådan lækage eller sagt på anden måde; personens udfoldelsesmuligheder vil påvirkes af den, styres af den og ofte indskrænkes. 

Vi ved, at fosteret har et stofskifte, der er 7 gange hurtigere end moderens og at fosteret ikke har noget forsvarsværn til at beskytte sig bag. Den del af det autonome nervesystem, der passer på os, er endnu ikke udviklet. Fosteret er altså en ”lille svamp” og oplever alt, hvad mor oplever, men 7 gange så kraftigt og er endnu ikke udstyret med et nervesystem og et hormonsystem, der kan beskytte det imod det, der måtte være ”overvældende”.

Igennem årene er mit arbejde blevet mere og mere fokuseret på de to tidligste af baby-reflekserne; alarm-, eller stress-reflexerne. Jeg oplever, at jeg forholder mig mest til disse to, når jeg arbejder med tidlig udvikling.  Disse to er de allertidligste;  Frysnings-refleksen (en slags tilbagetrækningsreflex..) kommer omkring 7. til 9. fosteruge og Moro refleksen kommer frem allerede omkring 9.til 12. fosteruge. Disse to reflekser danner grundlaget for hele vort senere stress-beredskab. Begge involverer hele personen og dermed både fysiske, følelsesmæssige og mentale sider af personen.

Baby-reflekser, stress og chok /traumer..

Stress i den tidlige udvikling kan således forårsage mange ting. Det vil have en indvirkning på udviklingen af baby-reflekserne, som har deres storheds-periode i fosterlivet og de første 12-18 levemåneder. Når fosteret lever et stresset liv, så vil udviklingen af baby-reflekserne blive påvirket / forstyrret i en eller anden grad. En forstyrrelse som vi som mennesker naturligvis er udstyret til at kompensere for i nogen grad, men al kompensation koster både nerve- og opmærksomhedsmæssig energi!

Chok / traumer kan defineres på mange måder, afhængig af det perspektiv man ønsker at anlægge på det. Hvis man betragter sådanne oplevelser fra nervesystemets synsvinkel, kan man sige at : et givent nervesystem oplever en stimulus som traumatiserende, når den er for meget, for tidlig og /eller for hurtig i forhold til nervesystemets modenhedsgrad. Disse grænser bestemmes af det enkelte nervesystems `resiliency´ eller `elasticitet´, `evne til at rumme og stå imod´. – Nervesystemet reagerer ved at gå i overlevelses-modus.

Dette reaktionsmønster grundlægges allerede i det første trimester af vores fosterliv og danner grundlaget for vores stress-beredskab for resten af livet. Beredskabet grundlægges ved, at hjernen udløser de ovennævnte to baby-reflekser (frysnings-refleksen og Moro refleksen). Der er altså en nøje sammenhæng mellem nervesystemets reaktioner på chok /traumer, overlevelses-modus og stress.

Man kan definere forskellen på chok og traumer således: et `chok´ er en pludselig, akut oplevelse, som nervesystemet tolker som `livstruende´ (uden at det reelt behøver at være det). – Ved et `traume´ er den udløsende oplevelse af længere varighed end ved et chok og kan samtidig siges at være effekten af et chok. - Nervesystemets reaktionsmåde er den samme i begge tilfælde. En traume-påvirkning for fosteret kan være : Hvis mor er stresset. Hvis hun er ved at afslutte uddannelse, lige startet på nyt job eller måske har oplevet en spontan abort forud for denne graviditet; det vil sige, at det både er fysisk, følelsesmæssigt og mentalt stress det drejer sig om. I sådanne tilstande reagerer fosterets binyrer på mors stress og stress-reflekserne stimuleres. Overstimulation af baby-reflekserne kan være årsag til, at hæmnings-processen forstyrres og at dele af reflekserne bliver hængende tilbage. En chok-påvirkning kan være : at mor oplever eller er impliceret i en ulykke, dødsfald eller lign. En sådan oplevelse vil fungere som et lynnedslag i fosterets Livsflod. På denne måde kan der forekomme flere lynnedslag, allerede inden barnet bliver født. Refleks-udvikling og overvældende oplevelser i fosterlivet bliver nemt ”viklet ind i hinanden” og kommer til at ”låse hinanden fast”. Dette har betydning for, hvordan man senere kan rette op på en sådan ubalance.

Chok, traumer og kriser er høj-stress situationer for personens nervesystem, uanset hvornår i livet det opleves. Den naturlige reaktion i sådanne høj-stress situationer er, at nervesystemet går i overlevelses-modus. Samtidig med at det går i overlevelses-modus, lukkes der af til mange af de højere og reflekterende (kognitive) dele af hjernen. Det er netop disse højere dele af hjernen, der er mest aktive, når vi  læser, staver og lærer nye ting.

Overlevelses-modus er passende i akutte situationer, men upassende når `truslen /faren´ er drevet over. Problemet er så, at for at kunne åbne igen til de nedlukkede højere dele af hjernen, kræves det, at kroppen og nervesystemet får mulighed for at skabe et nyt niveau af mening og dermed integrere den voldsomme oplevelse (at vandet i flodens spiraler finder sammen igen på den anden side af stenen). Man kan sige, at `alarmen´ skal afmeldes i nervesystemet. Sker dette ikke, vil personen ikke kunne føle sig i sikkerhed, men vil i stedet fungere i overlevelses-modus hele tiden. Da mennesker er skabt til at tilpasse sig, sker der naturligvis en vis tilpasning eller kompensation. Men al kompensation koster blandt andet nervemæssig, opmærksomhedsmæssig og muskulær energi og personens stress-tærskel vil generelt være sænket.

Indenfor forskningen omkring både stress og chok /traumer er symptombilledet mangeartet og favner begge ender af et ubalanceret og overbelastet nervesystems reaktions-spektrum : depression, udbrændthed, angst etc. (overvægt af det para-sympatiske, vegetative nervesystems reaktioner – ”bremsen”) i den ene ende og aggression, vold og sammenbrud (overvægt af det sympatiske, udadvendte aktivitets nervesystems reaktioner – ”speederen”) i den anden. Ind i mellem ligger problemer med koncentration, hukommelse, indlæring, kommunikation etc..  – En del af disse symptombilleder kan meget vel have rødder helt tilbage i den tidlige neuro-motoriske udvikling. Og min erfaring viser, at hvis vi ikke på en eller anden måde forholder os til disse tidligt opståede ubalancer (reflekser og/ eller chok /traumer), så vil de blive ved med at begrænse vores udfoldelses-muligheder.

Referencer:

Gitte Dollerup Fjordbo : “On the Development of Habit – from the viewpoint of the Alexander Technique and early neuromotor patterns of development.” – Speciale i Alexanderteknikken som bifag ved Kbh.’s Universitet, 1992. – Genudgivet som bog i efteråret 2006.

Gitte Dollerup Fjordbo : “Why we have to crawl… On Human Development; motor and communicative skills – aberrations and inter-connections.” – Hovedfags-speciale ved Audiologopædi-studiet, Kbh.’s Universitet, 1995. – Genudgivet 2007.

Kort biografi:

Gitte Dollerup Fjordbo er cand.mag. (i Audiologopædi og Alexander teknik), Neurologisk udviklingskonsulent, Philosophical Counsellor (Ph.C.),  Somatic Experiencing Practitioner (SEP). Gitte har arbejdet i privat praksis siden 1991. Hun praktiserer i dag hjemme i Asserbo, og i Kiropraktisk Klinik i Lyngby. Derudover rejser hun rundt i verden og holder workshops og giver sessions. Hun har assisteret på uddannelsen til SEP både i DK og i USA.  

 
 

asefase

 

 

 

Send en e-mail til gitte@more-dimensions.dk med spørgsmål til eller kommentarer om denne hjemmeside .  - Last update: 11/07/07